15. Jul 2006 20:01, Barcelona
...en lille time her til aften... Og jeg elsker hende som man nu kan elske en veninde...hun er og har altid været en meget spørgelysten type...(hun burde have været journalist)... Hun har til aften stillet mange "mistroiske" spørgsmål mht. mit forehavende. Jeg ved at hun syntes at det jeg har valgt for mig selv er fedt og sejt... jeg ved hun gerne selv ville hvis hun kunnel lokke mand og barn med... Men når hun sidder der med sine dybdeborende spørgsmål kan man blive lidt i tvivl om hun overhovedet under mig det... (Men det ved jeg hun gør). Et lille udpluk at vores samtale herunder med hendes tilladelse.
Hende: Sig mig Annette... hvor længe har du egentlig rigtigt tænkt over dette inden du vælger at rykke alt op og flytte til et andet land... har du overhovedet tænkt...?
Mig..:. (lidt forbavset): Om jeg har tænkt.... ja for fanden... det er jo en gammel drøm...
Hende: Ja, det ved jeg sgu godt... men det var ikke det jeg spugte dig om... hvor længe har du tænkt...?
Mig...: Øhhmm... ikke så længe... Jeg kan mærke at det føles rigtigt og så springer jeg sgu ud i det... Jeg ser ingen grund til at tænke for længe over det... ?
Hende: Hvorfor ikke?
Mig...: Fordi når muligheden for at bringe liv i en gammel drøm er der, så skal man ikke bruge tiden på at tænke... Så skal man bare gøre det... hvornår kommer muligheden igen?
Hende: Jamen er du helt sikker på at det er det du vil... hvad med familie.. hvad med venner og arbejde... har du overhovedet tænkt over det?.
Mig...: Hvis jeg ikke var helt sikker så ville jeg nok ikke gøre det... eller jo det ville jeg sgu nok... Hvad familien angår, ja så har jeg jo hverken mand eller børn... og resten af familien må acceptere at det er hvad jeg har valgt for mig og mit liv... og det tror jeg da også at de gør. Jeg har kun mødt meget få som syntes at jeg da må være rablende gal... og mit arbejde... Well... arbejde kan man jo altid få...! De klare sig sikkert uden mig og jeg uden dem.
Hende: Annette, du ved godt at jeg syntes det er fedt det du gør og det gør Morten også... Men er du ikke bange for at blive ensom...? Du kommer jo til at sidde i et fremmed land... Og du kender ingen... eller gør du...? jeg ved ikke, hvordan går det med dit spanske...?
Mig...: Det går fremad med mit spanske... jeg er jo langt fra perfekt... og ca. 100.000 ord bagud... men det kommer jo når man er der... der er jo andre der har gjort dette før mig... og om jeg er bange for at jeg bliver ensom... Det har jeg ikke skænket en tanke... men det er da klart at jeg skal ud og starte et nyt netværk op...
Hende: Jamen du kan føre en samtale på spansk... kan du ikke?
Mig...: Jo... altså jeg kan klare mig sådan til dagligdagsbrug... sådan da...
Hende: Har du fået arbejde dernede... ?
Mig...: Nej ikke endnu... Jeg har tæn... (jeg bliver afbrudt)
Hende: Hvad fanden tøs du tager da ikke afsted uden arbejde...? Hvad vil du lave?
Mig...: (Griner lidt) Nej jeg har ikke arbejde dernede endnu... men det skal jeg nok få... måske får jeg ikke drømmejobbet fra dag et.... jeg ved ikke engang lige nu hvad drømmejobbet er... men jeg skal nok få et job der hiver penge hjem til husleje... Det bekymre mig ikke...
Hende: Det er fandme typisk dig... !!
Mig...: Hvad mener du...?
Hende: Jeg mener at det er pisse typisk dig... du tror bare at alt er lyserødt... og det er det sgu altid for dig... Når du tror på at det kan lade sig gøre og så sker det bare... sådan har det altid været med dig... jeg ved ikke hvad fanden du gør... Kan du ikke smitte lidt af på mig...?
Mig...: jeg griner bare...
Hende: Jamen Annette sådan er det sgu bare, det må du da give mig ret i...!?
Mig...: Jeg ved jeg ikke... Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg tror på at vi selv skaber det liv vi ønsker at leve.... og det hjælper jo ikke at tro at tingene ikke kan lade sig gøre... for så sker det ikke...
Hende: Hmmm.... Jamen kommer du slet ikke til at savne Danmark... og hvad med din egen lejlighed...?
Mig...: Lejligheden har jeg fremlejet til en kollega... tror han bliver en god lejer... og om jeg kommer til at savne Danmark... Det ved jeg ikke... Jeg kommer nok til at savne de lyse sommeraftner... - det ved jeg ikke... med tiden kommer jeg måske til at savne visse ting... det må jeg tage når det dukker op... så kan du jo sende det til mig?
Hende: Jeg kommer fandme til at savne dig...?
Mig...: (Jeg fik tårer i øjnene...)
Hende: Nu skal du fandme ikke begynde at tude tøs... Så begynder jeg også at tude... og så sender jeg dig afsted med det samme...?
Mig...: Gerne... !
Hende: Hva' så hvis jeg kender dig ret så har du alt på plads nu...?
Mig...: Nej nej nej... slet ikke.... jeg har fået styr på en hel del... en anden del er stadig ukendt og det forbliver sådan... og så er der lige lidt jeg mangler at få på plads... mest mht. flytning herfra.
Hende: Arj... Annette... du må altså lige give mig det igen... du har slet ikke tænkt over det...?
Mig...: Tænkt over hvad? ...hvad er der tænke over...?
Hende: Jamen for fanden... man rejser sgu ikke bare...? Jo jeg ved godt du gør...
[pause]
Hende: Du møder sikkert en eller anden Mister Don Fantastico... bliver gift og får 20 børn og så kommer du aldrig hjem igen...
Mig: ...Mister Don Fantastico...?? Det håber jeg... og børn...? Ja så skal det sgu være nu... det er snart for sent... og hjem... hvis det står til mig kommer jeg ikke hjem igen... sådan lige foreløbigt ihvertfald...
Samtalen fortsatte nu med andre emner...