"LA SOMBRA DEL VIENTO" (vindens skygge) - af: Carlos Ruiz Zafón

Jeg har allerede læst den på dansk (2 gange) og nu har jeg idag (i kaffepausen) købt den på spansk. Den vil tage mig "måneder" at læse... da jeg med garanti undervejs vil støde ind i ord og vendinger jeg ikke kender(endnu) men jeg ser frem til denne udfordring... Tror dog at jeg vil have lettere ved at forstå den nu hvor jeg allerede kender handlingen. Det er bare en skam vi ikke må læse her på jobbet... (heller ikke selvom her helt helt stille...)

Handlingen finder sted her i Barcelona og har man læst bogen og besøger man Barcelona kan man deltage i denne "tour" hvor man bliver taget med rundt til stederne i bogen... for at få noget ud af denne tour er det en stor fordel at kunne spansk eller catalansk. Selvfølgelig kan man deltage uden at have læst bogen... meeeeeen.....

Personligt syntes jeg bogen er vidunderlig...

...Det er nu et halvt år siden jeg rykkede til Barcelona. Jeg håber det bliver til mange halve år. Jeg har nemlig skrevet til min chef i DK og udtrykt ønske om at blive overflyttet til vores afdeling her i Barcelona... (selvom det ikke er let, så håber jeg det lykkes)... eller om ikke andet så i det mindste få forlænget min orlov med 4 måneder... det giver mig mere tid til at tage en endelig beslutning. Et halvt år er slet ikke grundlag nok. Det giver kun en idé om at leve her.  Men en ting står HELT fast... jeg skal have et job med en fast kontrakt... ellers tør jeg ikke tage chancen. Med de korte kontrakter... er der ikke noget der hedder ferie opsparing... eller løn ved sygdom... en sådan kontrakt kan slutte når som helst. Ergo der er ingen sikkerhed for at huslejen næste måned er i hus... 
 
Jeg kan lave en uendelig liste over ting her i Barcelona der begejstrer mig og en ganske kort liste over ting jeg er knap så begejstret for... På rigtigt mange områder er Spanien ret langt bagud i forhold til mange andre moderne EU samfund... men de har trods alt kun været 30 år uden en vis Hr. Franco... så der er stadig meget at indhente. Jeg finder udviklingen interessant... og savner kun ganske få gange en mere moderne tilgang til tingene. 
 
Jeg vil blive... og jeg finder en løsning. Det ved jeg at jeg gør. Jeg tror på det... og jeg har hørt at tro kan flytte bjerge... jeg ved ikke om det passer... men det er da værd at gøre et forsøg...  så jeg satser på et halvt år mere og endnu et og endnu et...  om ikke andet så har jeg ihvertfald 3 måneder her endnu inden jeg er forventet tilbage på pinden i DK. Og jeg vil udnytte tiden til fulde.

...hvor det der Port Vell ligger!

Jeg er netop for et par minutter siden blevet overfaldet af et par turister. Med deres kort over byen i hånden kom de hen og spurgte om vej... Den ene som taler ganske lidt spansk fik snøvlet sig igennem et spansk som jeg tydeligt husker jeg selv gjorde det for bare få måneder siden...  mens vi står og taler aner jeg en dansk accent... men man kan jo aldrig vide sig helt sikker... så jeg svarer jo selvfølgelig på spansk. (og selvfølgelig ligeså meget fordi jeg hader når folk svarer mig på engelsk når de kan hører at jeg ikke er spansk).  Jeg svarer langsomt så jeg ved hun forstår.  Hendes veninde står en smule utålmodigt ved siden af... sikkert mest fordi hun ikke forstår noget... og så siger hun med en meget velkendt Herning accent... "Spør' hin li' om hun vé hvår deet der Port Vell lægger!!" 

Den accent har jeg ikke hørt ret meget siden.... ja siden jeg selv boede i Herning. (det er snart mange år siden)

...Det er dælme ikke let at skulle forklare en spansk læge på spansk at jeg er ved at være død-træt af den tørre hoste jeg har slæbt rundt på de sidste 3 uger og der må gøres noget nu...

Vi har en læge her på min arbejdsplads. Hun er her 2 gange om ugen... og vi kan bruge hende lige så tosset vi vil...(næsten da!!). Nu havde jeg så i dag besluttet mig for at besøge hende og jeg håbede lidt på, at med de mange forskellige nationaliteter vi har her i firmaet at det ville være en læge der talte engelsk da jeg slet ikke føler at mit spanske rækker nok til at diskutere mit helbred...  Men nej... hun taler ikke engelsk...

Yo he tenido una tos muy seca durante casi 3 semanas... sagde jeg. (jeg har haft en tør hoste i snart 3 uger). -  hvorpå hun stillede en lang lang række spørgsmål...

Har du ondt i halsen? (nej)
Er du forkølet? (nej)
Drikker du vand nok hver dag...? (ja, er 4 liter nok)
Ryger du...? (nej)
Hvordan føles det når du hoster? (øøhhhh... som om mine lunger er på vej ud)
Har du taget medicin/hostesaft? (ja, men det virker ikke helt som forventet) 
Har du nok tøj på udenfor? (ja)
Har du en luftfugter i dit soveværelse..? (en luftfugter...??? øhhh.. nej!!)

Jeg forlod konsultationen med ros for mit spanske og et mindre apotek under armen(gratis) samt med ordene hvis det ikke hjælper bør du konsultere din egen læge(som jeg ikke aner hvem er...)  Men jeg vil nu sætte hele min bevisthed ind på at lede den F....... hoste ud af kroppen.

Der dukker hele tiden udfordringer op på spansk, hvor det spanske bliver svært. Hvor jeg tror/føler at det ikke rækker. Hvor man gør sig selv til grin fordi man ikke formår at bruge ordne korrekt eller fordi man tror at man kender ordet... Hvilket er helt ok og helt normalt. Men når det kommer til helbredet, som jo er det vigtigste man har så er det svært ikke at vide om man kan forklare sig ordentligt... Blive forstået ordenligt... og ikke mindst om man selv forstår ordenligt...  Heldigvis er det tilladt at spørge og spørge og spørge indtil man er helt sikker...  hvis man da bliver det på et sprog man ikke behersker 100%

...Ikke altid.

Jeg har på min PC installeret gyldendals grønne spansk/dansk -  dansk/spansk ordbog. Jeg har ofte rost den... og den er da også rigtigt god... Men...

...igår ville jeg en tur på apoteket og købe en varmedunk... slog ordet op i min ordbog... Calentador viste den...  jeg noterede ordet på en seddel bare i tilfælde af at jeg skulle glemme det på de 50 meter jeg skal gå for at nå frem til apoteket.

Fremme ved apoteket (jeg havde ikke glemt ordet) fortalte jeg at jeg skulle bruge en Calentador... damen bag disken kiggede underligt på mig...  jeg blev usikker på om jeg havde udtalt ordet korrekt så jeg hev sedlen frem...  viste hende den... "calentador"...  nu kiggede hun igen mærkeligt på mig...  Jeg måtte forklare hende at den var til at putte varmt vand i og give varme forskellige steder på kroppen...

Aahhh... sagde hun, jeg tror jeg ved hvad du mener jeg henter dem lige...  "dem???"   Da hun kom tilbage havde hun varmedunke med i 3 forskellige størrelser...   "Bolsas de agua caliente" sagde hun...   jep det er præcis sådan en jeg skal bruge...  Una bolsa de agua de caliente.

Jeg har her til morgen fundet ud af at "calentador" betyder... varmeapperat/varmelegme...  der er jo en vis forskel...  Så hvad gør man nu... skriver man til Gyldendal og siger til dem... "hør folkens... der er en lille bitte fejl i jeres ordbog...". Fordelen ved at finde disse fejl er jo at selvom det nok ikke bliver et ord jeg kommer til at bruge ret meget så er det sikkert et ord jeg ikke glemmer igen...

...kan man vist roligt sige.

Hele 3 Oscars til 'El laberinto del fauno' (Pan's Labyrinth) en af de største film i spansk tid... hvis man lige vælger "Hr. Alatriste" fra med vores kære Viggo Mortensen i hovedrollen. Alatriste skulle være den dyreste film i spansk historie... (det gør den jo ikke nødvendigvis god). 

Så vidt jeg har forstået så er det første gang nogensinde at Spanien har fået markeret sig så flot på filmplakaten. 'El laberinto del fauno' er også en ret fantastisk og flot lavet film... 

Er filmen overhovedet blevet vist i Danmark endnu...??

(med forbehold).

Jeg har besluttet...

Jeg har besluttet mig for at sende en mail til min danske chef... bede ham om gøre et forsøg på at få mig overflyttet til afdelingen her i Barcelona... (nu hvor han selv har tilbudt det) eller i det mindste bare forsøge at forlænge min orlov til slut September...

Det løser midlertidigt ikke mit bo-problem... men hvis man vil noget i livet så må man jo gøre det der skal til for at man får det også selvom det betyder at jeg må gå en smule på kompromis med mig selv.

...Forbeholdet ligger i at kan jeg ikke blive overflyttet eller få et andet job med en fast kontrakt. Så står jeg med et andet lille problem. Lige nu får jeg nemlig ikke løn hvis jeg bliver syg... eller tager en fridag... og jeg har ingen til at redde en evt. husleje hjem (just in case). - Det bekymre mig en lille smule. Men der findes sikkert en løsning. Jeg kan nemlig ikke forestille mig at skulle forlade Barcelona.

...som jeg tilbragte alene (næsten). En weekend uden planer. Dem vil jeg gerne have nogle flere af. Med masser af plads til spontanitet. Om jeg får det er naturligvis op til mig selv.

Da jeg lige var flyttet til Barcelona tog jeg stor fornøjelse i at vandre gade op og gade ned med en bog eller avis under armen. Sætte mig på en bænk ved havet eller i en park eller...  lære byen at kende...  På det tidspunkt kendte jeg naturligvis heller ikke en sjæl her i byen. Og havde ingen at dele eventuelle oplevelser med... (ud over jer...)

Mange weekender har de sidste mange måneder været præget at diverse arrangementer... eller ture uden for Barcelona for at vandre i bjergene... hvilket jeg helt bestemt nyder... jeg elsker at vandre,  men jeg har altså savnet mine små ture rundt i byen med læsestof under armen.

Lørdag blev en af disse dage... en tur ved/langs stranden med min bog under armen, hvor jeg bare kunne nyde at være alene. Sidde og læse og betragte mennesker. Jeg forundres en smule over at nogle mennesker straks solen skinner og der er lovet 18-19 lader sig afklæde til Bikini og badebukser... og lader solen gøre et forsøg på at brune deres krop.  Trods 18-19 grader så var vinden i lørdag temmelig kølig...  godt jeg ikke lå der i bikini...

Søndag blev igen en dag hvor jeg med læsestof under armen drog ud i Barcelonas gader... jeg satte mig i Park Ciutadella... og nød det... tror de grønne papegøjer er i parringshumør... de bygger rede... og synger kådt... indimellem lyder de som små marsvin... Jeg fandt en lille cafe... fik lidt frokost... og endte sidst på eftermiddagen i Biograden. "El último rey de escocia" (The last king of Scotland) For fanden en god film... og skræmmende...  Forrest Whitaker har så afgjort fortjent sin Oscar...

...en helt igennem, ganske afgjort meget afslappende weekend.

...Allerede ved overskriften kan man sikkert se ham fyren i tegneserien der sidder hængende i en bar, halvfuld beklagende til bartenderen... "min kone forstår mig ikke...". Så slemt står det nu ikke til for mig... men det er sandt: min chef forstår mig ikke...

...Det hænder at min humor rammer gulvet, simpelthen når lavmålet... og bliver så dårlig at kun de færreste faktisk kan følge mig og min tiltider skøre måde at tænke på... (tak til de få mennesker). Faktisk er jeg også en af den slags mennesker der griner af sine egne vittigheder... (altså ikke hvergang... men kun når humoren virkelig rammer gulvet...) - sikkert fordi det undervejs går op for mig at "det her er vist ikke normalt".

Her i Barcelona er jeg heldig at have Camilla (min Finske kollega)... hun er blevet lige så skør som mig... sådan har hun nemlig ikke hele tiden været... (det har jeg lovet at sige).

I går fredag... sidst på eftermiddagen på jobbet, efter vi havde siddet hele dagen og ikke lavet noget fornuftigt... fordi der ikke var noget fornuftigt at lave... (tiden bliver så lang og man bliver langsomt frygtelig dum), indtraf et af disse øjeblikke hvor humoren bliver for plat og ingen forstår... før man forsøger at forklare og ofte så møder jeg bare et overbærende smil og i deres øjne kan jeg se de tænker... "stakkels pige". Men jeg kan ikke gøre for det. Det indrømmer jeg gerne.

Efter vi havde lagt henover skrivebordet i vores latterkramper... og endelig havde fået tørret grine-tårene væk fra øjnene og igen havde fået luft nok til at tale nogenlunde fornuftigt... siger min chef... hvad er det der er så sjovt... del med os andre... hvorpå jeg svarer "Det kan jeg ikke..." det oversættes ikke særligt godt... og du vil alligevel bare ryste på hovedet og tænke "hvorfor ansatte jeg hende..." "

Jeg gjorde et forsøg... og skal gerne forsøge at forklare her også...: Camilla og jeg sidder og surfer den del af internettet som endnu ikke er blevet blokeret pga. sikkerhedsårsager... Vi kigger på lejligheder i Barcelona. Ikke de almindelige lejligheder som dem "almindelige" mennesker har råd til... men store dyre luksuslejligheder... Hvad får man mon for pengene tænkte vi... og ved den ene som som koster knap 5700 Euro pr. måned siger Camilla... Peanuts... (henført til penge)... Det er jo peanuts.... Peeeeanuts... Peeeeanuts...gentager hun hvorpå min humor rammer lavpunktet og jeg siger... "det må da være smertefuldt".... (altså pee-nuts).

...Min chef rystede ganske rigtigt på hovedet, lige som mange af jer der sidder og læser lige nu sikkert sidder og tænker... "stakkels pige..." (gad vide om dette var et af de indlæg der ikke burde have ramt min blog...?)

...tog jeg i morges metroen til Villa Olympica og gik en lang tur langs stranden... satte mig på en bænk og læste og læste og læste... Blev indimellem forstyrret af ældre mennesker som gerne vil snakke... fik mig lidt frokost ved en lille strandcafe... og læste og læste og læste... Blev færdig med min bog (Hundehoved - kan anbefales). I takt med at min chokolade trang er forsvundet har jeg fået en ny afhængighed. Den feder ikke og den slanker heller ikke... den kan ikke spises. Alligevel tror jeg at man forbrænder et par kalorier undervejs... Jeg er blevet afhængig af bøger... Jeg er altid igang med mindst 2-3 stykker... faktisk ramte det mig samme øjeblik jeg flyttede hertil... Måske er det fordi jeg kan sidde udenfor at læse...? Jeg er blevet en læsehest... tror jeg tillader mig selv mere tid til at læse... en god gave at give sig selv...

...Men at tage bogen med ud under armen er faktisk noget jeg har savnet de sidste par uger... det er kun blevet til Metro-læsning og godnat-læsning... jeg har savnet det... men jeg har jo haft andre planer... vandret i bjergene uden for Barca... (og tilbragt en enkelt lørdag i sengen pga. tømmermænd)... men nu med en weekend uden planer så er det jo helt oplagt at sidde udenfor og læse... nu skal jeg igang med en ny bog... den skal sikkert være spansk denne gang. Jeg er nødt til at fodre den del af hjernen også...

Efter at have endt bogen satte jeg mig i sandet... knap 4-5 meter fra de bitte bitte små bølger... og kiggede ud på havet... der sidder man så og hovedet tømmes helt... det er ren meditation... tankerne omkring min torsdag danser lystigt og igen tømmes hovedet... jeg nyder stilheden... trods masser af mennesker som har fået samme ide... er der en del larm... men jeg formår at lukke larmen ude... bliver som i en trance... føler jeg sidder midt på havet... og der er ikke andre end mig...kun stilhed... og havet... indtil jeg pludselig først får en bold i hovedet og derefter en hund... som så bagefter leder febrilsk efter den bold som den jo lige havde set ramme mit hoved... der røg den stilhed... og der forsvandt den hundeejer...

... En weekend UDEN planer... Jeg skal bare læse og læse og læse... finde mig en lille bænk eller stol i solen og læse... evt. på tagterassen.... og jeg har planer om at nyde det.

...Endelig endelig weekend!! :-)

... Det er selvfølgelig op til en selv.

Indimellem sidder jeg og skriver et indlæg som aldrig ender her på bloggen... Mest fordi jeg skriver for mig selv. Det er som en slags... terapi. Jeg kan godt lide at skrive... men som sagt, så sker det tit at jeg ikke får trykket på "post indlæg". Er indlægget for personligt? tænker jeg... er det for "meget"...? er det for...??  For selvom jeg mest af alt skriver for mig selv så ved jeg jo godt at der sidder en masse derude i blogland som følger med (hver dag)... som allerede kender en hel del til mig uden aldrig at have mødt mig... Indimellem tror jeg det er tanken om at "det skrevne ender til offentligt skue". Det gør jo at der aldrig er andre end jeg selv der kender "historien" - det er som brevet der aldrig blev sendt...

Jeg har ingen hemmeligheder... men fortæller man alt til fremmede...? Jeg ser mig selv som et åbent menneske som tit gerne vil fortælle omverden hvad der sker i mit liv... på godt og ondt... og når jeg så vælger ikke at trykke "post indlæg" bliver det pludselig som at have en hemmelighed... (mærkeligt ikke). 

...vil i i dag kunne høre mig fløjte.  I går var en god dag.

...solen skinner (som den næsten altid gør her...) - om ikke andet så stråler den i dag i mit indre... det bliver en dejlig dag... Jeg går tidligt fra jobbet...  Jeg har nemlig planer...  tra la la la la la lalalala laaa la

...Min næse er øm!

Jeg har ikke pudset næse i et par dage nu... men min næse er super-øm idag. Hver gang jeg rør ved den mærker jeg det... (jeg kan jo bare lade være).

Jeg har ikke haft næsen for langt fremme... Jeg er ikke gået ind i nogen dør eller mur...  Har ikke slået mig... er ikke faldet...

...Jeg ved dog ikke om jeg i nat har slået på mig selv?? (men burde jeg så ikke vågne?) - Jeg har ikke drømt om boksekampe (så vidt jeg husker og de interessere mig heller ikke) ...og har heller ikke været oppe at slås (siden dengang jeg tæskede en af drengene fra min klasse i folkeskolen i 1979-80, fordi han stjal mit nye halstørklæde). 

Men jeg kan bare konstatere at min næse er øm!!   Hvorfor må forblive mig en gåde...

...at bræge op om, da jeg ikke har billetten endnu, men det ser ud som om at jeg skal se fodbold på Camp Nou d. 10 marts... Real Madrid - FC Barcelona.

Min spanske veninde Rosa, har en far, der... har sæsonbilletter... + er VIP og "evighedsmedlem" af FC-Barça klubben... han kan få billetter til de langt de fleste kampe... 

Billetten... den kommer til at koste mig... nå ja... ingenting. ;-)

Og nej!! jeg kan IKKE skaffe billetter.

...søge nyt job, mens man er på job? 

Svaret er vel... at det kan man ikke... men jeg fristes, uha da hvor jeg fristes.

For det første bruger jeg ca. 60% af (arbejds)tiden på at vente... og vente... og vente... (hvilket vist er meget normalt i denne afdeling??). 

For det andet så udløber min kontrakt om små 3 uger og de vil hverken sige ja eller nej til forlængelse...  eller på nogen måde give et hint om hvorvidt der er er brug for mig efter dette projekt eller kontraktudløb... så jeg skylder dem jo intet...   Hvis man (jeg) nu bare kunne søge nyt job mens man (jeg) alligevel bruger 60% af tiden på at vente...

...føler mig ganske hul indvendig. Er lidt sulten men har ikke lyst til at spise... Intet fungere for mig på jobbet idag... Har mest af alt bare lyst til forlade jobbet for i dag og gå en lang lang laaaang tur langs havet...  sætte mig på en bænk... stirre ud på bølgerne... og vente på at jeg igen kan mærke mig selv... (??)

...er min favorit tegneseriestribe i den spanske avis "El Pais" - dagens stribe behøver ikke den store oversættelse ;-)

...ikke de moralske. Men den "rigtige" slags.  Hvorfor skal man straffes hårdere bare fordi man har passeret de 30... og de 35... og... ok... jeg har ikke ramt de 40 endnu... men bliver det så værre...?  i såfald vil jeg forblive de "29" jeg er fyldt siden jeg fyldte... eeh... 29...

Altså... jeg kan huske den gang i tidernes morgen hvor jeg i Herning gik på Diskotek Romantica sammen med veninderne... Både torsdag (til dameaften) og på arbejde fredag...  igen fredag aften... til de tidlige morgen timer... OG så på arbejde... og igen lørdag aften... igen til de tidlige morgentimer...  og jeg havde ALDRIG tømmermænd... aldrig...!!  

Nu... Nu skal jeg bare ud en fredag aften... og...  Ok jeg fik vel lidt rigeligt at drikke i fredags... men hvorfor pokker skal man bruge en HEL lørdag på langs for at komme sig... og selv søndag er man mærket... hvorfor skal man bruge 2-3 dage på at slippe af med tømmermændene... når man nu ved at der var engang at man aldrig havde disse problemer...

Det er unfair... 

Er det fordi man ikke drikker "igennem" tit nok...  eller...??   Hvor kan man klage... og vil nogen lytte... 

Jeg gør det aldrig igen...  ihvertfald ikke før næste gang...

Jeg lovede for noget tid siden at vise et par billeder fra det berømte mad-marked "La Boqueria" Her er et par stykker... 

Jeg nyder at købe ind her og forsøger at komme her hver lørdag... desværre bor jeg "for langt" væk til at handle friske varer her hver dag. Det er svært ikke at blive inspireret...

...Jeg faldt over dette par den anden dag. Foråret og forelskelsen er i luften ... ihvertfald her i Barcelona. Håber det også rammer mig...

...min lille niece Freja. Er hun ikke dejlig?  Desværre har jeg ikke selv set hende endnu... der kommer desværre til at gå endnu et par måneder.

Min krop ter sig mærkeligt... (og jeg er hverken I puberteten eller gravid). I et par uger har jeg efterhånden rendt rundt med denne "wanna-be-influenza" (jeg som ellers aldrig får influenza hvis man lige tæller den ene gang hvert 10. år fra) - den vil ikke ud af skabet... men den har bare efterladt mig med en underlig "forkølelse" som heller ikke helt vil ud af skabet... kræver dog jeg konstant render rundt med en pakke Kleenex... i tilfælde af at den lige skal "vise sig" ...og en tør hoste som nu har irriteret mig længe nok.  Jeg har netop været på apoteket og købt en hostesaft som I DK kræver recept... Utroligt de ting man kan købe her uden recept... Men men... det siges jo at spanske apotekere har en længere og bedre uddannelse end de danske og at de derfor må dele ud af medicinen uden recept. Nu håber jeg så at hosten forsvinder. Og gerne snart. Hvorfor skal hostesaft smage så forfærdeligt... findes der en lov mod smagfulde og virksomme hostesafte? Jeg sidder nu efterladt med en meget metalisk smag I munden... Bward...
 
Temperaturen har I den sidste uge nu ligget på 19 grader. Skønt. (som max. temperatur)... og jeg havde egentlig håbet at de gode vejr kunne gøre has på "wanna-be'en" - men som de fleste andre lader jeg mig lokke af solen... og smider overtøjet og sidder der i solen en tynd t-shirt... på trods af at det ikke er helt sommer eller forår endnu...  Det er jo stadig køligt om aftnen. 

Jeg kommer til at tænke på en historie som jeg læste som barn.  Væddemålet mellem vinden og solen...: De væddede om hvem der kunne få manden på hesten til at smide sin kappe... Vinden påstod at den med lethed kunne blæse kappen af ham... og den begyndte at puste og puste og puste... og des mere vinden puste des mere trak manden sin kappe om sig... Solen sagde, lad mig prøve... og begyndte at sende sine varme, milde stråler ned til ham. Snart svedte manden så meget at han smed kappen... Og solen havde hermed vundet...
 
Desværre lover weekenden lidt køligere vejr... Jeg håber ikke solen har opgivet væddemål med vinden...

...En overskrift jeg ved tiltrækker mange. Enten har de selv vandret denne pragtfulde rute til Santiago de Compostela her i Spanien eller er "på vej" til det. Det er en rejse som bliver i kroppen i meget meget lang tid og forandre ting for altid og for folk som jeg selv, bliver den siddende under huden i flere år og bliver en slags narkotikum man bare vil og må have mere af.  Selv har jeg vandret ruten mange gange... 3 gange for at være helt nøjagtig. Og jeg overvejer at vandre den igen ...og igen. Den fylder meget I mig for tiden... dels fordi mange skriver til mig stiller spørgsmål om turen, mange har mødt mig ved et af de mange foredrag jeg har holdt om denne rute... Nu har jeg en kollega der skal afsted... og min spanske veninde Mar vil nu også vandre ruten her til sommer.
 
I går kom en del af den endnu tættere på mig. Jeg modtog en email fra en høj, flot og meget skøn irsk fyr som jeg forelskede mig i det første år jeg gik turen (2003) Vi gik sammen i 10 dage. Han har altid fyldt en del i mit hjerte... desværre har vi kun haft meget lidt kontakt i siden... Nu kommer han så til Barcelona et smut... og vil mødes med mig. Det glæder mig meget...  Da jeg svarede ham igår følte jeg mig pludselig som en forelsket 14 årig... blev pludselig nervøs...  (det er jo lidt skørt) mange minder vendte tilbage... jeg glæder mig meget til at se ham igen. Som en ven.

...Selvom jeg bor i Barcelona, sker det at jeg lige kigger forbi et par danske aviser for at følge lidt med i hvad der sker på den danske front.  Og idag læser jeg så i Politiken at Siesta er godt for hjertet - Det ville da helt bestemt være dejligt med en Siesta. Ingen tvivl om det. Hvem kunne ikke lige bruge en lille skraber på langs oven på frokosten... i stedet for en siddende 20min. Powernap som heller aldrig er blevet indført på mine arbejdspladser.

Desværre er Siesta ikke længere en "skraber" eller en "powernap..." her i Spanien. Men bare en betegnelse for frokostlukket. Siesta bruges stadig kun få steder her... og mest på landet... Siesta blev nemlig førhen brugt når virksomhederne lukkede på det varmeste tidspunkt af døgnet... folk tog hjem fra arbejde (der var ofte langt) for at spise frokost sammen med familien og sikkert for at få sig en lille lur... i dag bor folk tæt på jobbet... de har korte spisepauser... og der er ikke tid til en "skraber" - Selv her hvor jeg er er der kun plads til 30 minutters frokostpause... så der er ikke tid til at sove.

Her i Barcelona er det kun banker og offentlige kontorer der holder "siesta" - og i August måned, hvor de fleste er rejst på ferie er der forretninger der holder lukket ex. HELE august...  og for de som stadig holder gang i forretningen... lukkes der et par timer midt på dagen... pga. varmen... og ikke powernaps eller skrabere...

...Jeg husker tydeligt da jeg var barn og vi besøgte mine bedsteforældre på landet. Hver dag efter frokost skulle min bedstefar lige have en lille lur på divaneseren... og vi unger skulle enten være stille eller gå udenfor for at lege.  Min bedstefar havde et godt hjerte... han blev 94

San Valentins dag...

...En, set med mine øjne, ret kommerciel amerikansk dag, som efterhånden har indtaget de fleste lande i Europa... Egentlig finder jeg dagen en smule "latterlig". Den er lige som mange andre "mærkedage" blevet mere kommerciel end det den I virkeligheden står for... at hylde kærligheden. Nu er jeg (desværre) kærestefri... Altså single... men havde jeg en kæreste ville jeg da meget hellere bejles og forkæles og bejle og forkæle de resterende 364 dage om året end lige netop denne ene dag om året hvor der er lagt op til at man "skal"... Det bliver en smule "upersonligt". Lad os I stedet for hylde kærligheden hver dag... blomster og chokolade kan købes alle årets dage... endda lidt billigere...
 
Også her I Barcelona kan man overalt købe masser af ting med hjerter på...  og her på jobbet leger vi også med...  både jeg og alle mine kolleger her I min lille gruppe har alle modtaget en lille kaktus fra vores chef...  Det er nu ikke fordi han ikke kan li' os... han syntes sikkert bare at vi skal kende vores plads ;-)

 
Foto lånt hos den spanske avis "El Pais"

...Jeg render desværre ofte rundt med lidt for høje forventninger til mig selv og til mit spanske (og mange andre ting, men det snakker vi ikke om lige nu). Helst så jeg at jeg allerede nu talte et perfekt spansk... eller i hvertfald kun med meget få fejl, sådan lidt á la flydende... og jeg bliver "irriteret" på mig selv når jeg blander fortid med fremtid og roder rundt i de 4 (fire) datider de har her... Jeg har ikke gjort nok for at få det ordentlig på plads. Selvom det er ret svært at lære og det er grammatikken som de fleste udlændinge kæmper med... Så kan man sagtens gøre mere end jeg har gjort.
 
Jeg kan læse artikler i spanske aviser og forstå det meste, små bøger... og uden stort besvær (som regel) følge med i og forstå spanske film (UDEN undertekster)... Og når jeg skal tale kan jeg da sagtens gøre mig forståelig, men min spanske grammatik... er stadig som et 5 årig barns...  (Indrømmet!!).
 
Jeg har længe villet tage et extra sprogkursus (for den spanske grammatik mangler i min hverdag)... men kurserne har været svære at finde i betragtning af at jeg jo arbejder om dagen... ikke vil bruge mine weekender på det...(der render jeg jo gerne rundt i bjergene) men samtidigt gerne vil have mine 4-6 timers undervisning om ugen. Der skal jo være plads til andet...
 
Nu er det fundet (tror jeg) og jeg regner med at jeg begynder nu på mandag HER 
 
...trods de gode sprog-opture hvor jeg opdager jeg kender spanske ord jeg endnu ikke har lært(!?), at jeg indimellem bare "kan det der" og at jeg i weekenden opdagede at jeg nu tænker mere på spansk end jeg troede... så fik jeg en lille sproglig "nedtur" igår da jeg henvendte mig til sprogskolen for at tilmelde mig aftenkurset og tage testen for niveau-inddeling...
 
Jeg startede vældigt godt ud på spansk... Fik udleveret testen... og da den lidt senere rettes... fyldes den med røde markeringer... fejl... fejl... rigtigt... fejl... rigtigt... fejl... fejl...  Nu ved jeg godt at jeg for et par dage siden var kæk nok til at udbede mig flere fejl (for det er jo dem man lærer af) men jeg mente jo "dumme-fejl"... og ikke grammatiske fejl.

Min spanske grammatik hænger i en tynd tråd. Jeg ved det. Og jeg hader det. Men nu skal der gøres noget ved det. Og det er ikke spor for tidligt.

...Jeg er stadig ikke nået frem til en beslutning...  Jeg har talt med venner, bekendte og kolleger... om at bo her... om at leve her... og des mere jeg taler om det jo svære bliver det - jeg bliver mere forvirret samtidigt med at flere ting falder på plads.
 
Jeg tjener lige nu en del mere en end gennemsnitlig Barcelon'er (skyldtes min kortvarige kontrakt)...  Ex. Jeg har for januar fået udbetalt ca. 950 euro... jeg har en husleje på 970 euro... altså er jeg allerede i minus på 20 euro... (950 euro er hvad rigtigt mange må nøjes med før skat...) Nu har jeg jo mine resourcer som skulle betale huslejen her igennem min orlov, alt mens jeg prøver at finde et fodfæste... så jeg klarer mig fint endnu... men resourcerne forsvinder jo... (og min kontrakt slutter snart... og hvem ved så hvad der sker?)
 
Jeg vil gerne finde en udvej... men jeg er heller ikke villig til at leve på grænsen hver måned.  Jeg har via email kontakt med min chef I DK fået tilbudt at han gerne vil hjælpe mig med at prøve at få mig overflyttet til vores afdeling I Barcelona (hvilket ikke er let - der skal jo være en åbning til mig)... Jeg vil stadig få en spansk løn (det er kravene for at blive overflyttet... man får løn efter det pågældene lands lønsatser/regler...) altså mindre end jeg tjener lige nu...  - Det er selvfølgelig noget jeg tænker over...  men det hjælper stadig ikke på bo-situationen...
 
Jeg har kigget på leje-lejligheder... priser, størrelser... og man kan få "skotøjsæske" på 25-30 kvadratmeter for 600 euro om måneden... + forbrug og gerne I et kvarter hvor man ikke føler sig tryg...  Er man villig til at dele lejlighed med folk man ikke kender... kan man få et værelse på 10-12 kvadratmeter til ca. 450-500 euro om måneden... Mangler lige at få sludret med endnu en veninde, som har lidt extra plads  - At købe noget her er slet ikke noget jeg overvejer... selv kærestepar/ægtepar har svært ved at klare de priser der er på boliger i denne skønne by.
 
Gode jobs hænger ikke på træerne... ex. Jeg har en spansk kollega (2 år ældre en jeg) hun taler naturligvis spansk... + et godt engelsk, og et perfekt fransk og lærer lige nu Catalansk... (regionssproget her i Catalonien) og trods god uddannelse har hun svært ved at finde et godt job. Lige som mange mange andre Spaniere
 
...På trods af alt dette man lige skal overkomme er jeg stadig forelsket I ideen om at bo her og leve her I Barcelona... Byen har et fantastisk klima som jeg nyder meget... byen har så meget at byde på.

Jeg fortvivler dog ikke... meningen med dette ophold var jo at afprøve drømmen om at bo i Barcelona, og ender det med at jeg rejser tilbage til DK... så har jeg uden tvivl haft et helt fantastisk eventyr og jeg har intet fortrudt... og der er jo intet der er endegyldigt vel...?

Annette i Barcelona - leder stadig efter "hullet"

...Er det mon det man kalder spansk syge?? ;-) 

Kaffe smager mig ikke mere?? - Chokolade... heller ikke?? Det er væmmeligt at skulle indrømme det... men min krop afviser disse herlige stimulanser... de smager mig bare ikke. Jeg håber det kun er midlertidigt. Hvordan kan sådan noget overgå mig... Jeg kan forstå at min smag for "dansk" kaffe har ændret sig for her drikker man det jo "con leche" (med mælk) men heller ikke det gider jeg lige nu.  Og Chokolade...!! Chokolade som jeg elsker og priser... det ligger bare på køkkenbordet... uåbnet. Jeg rører det ikke... føler ikke trang til det...  Jeg har aldrig været bleg for at indrømme at jeg sagtens selv (alene) kan indkøre et styk plade Marabou... eller en Ritter eller hvad de nu måtte hedde... så længe at indholdet af Kakao er over 70% så råæder jeg det...normalt... med fryd... men nu... jeg savner det ikke...  Findes der mon en kur... et middel... eller skal man bare vente og se tiden an...?  ¡Que raro!

Noget andet mærkeligt jeg oplevede her i weekenden (men det kan jeg da forstå) mens min søster var her...  Jeg tænker langt mere på spansk end jeg regnede med. Når min søster stillede mig spørgsmål... kom svarende næsten promte på spansk... mens jeg inde i mit hovede måtte nå at korrigere og oversætte til dansk inden ordene kom ud... (ellers fatter hun jo ingenting) så jeg oversætter altså nu fra spansk til dansk inde i hovedet... ¡Que raro!  Men men men... det må jo så betyde at der hænger langt mere fast end jeg lige giver mig selv kredit for...  ¡Que bien!

...der findes mange eksentrikere, (kors hvor mit danske bliver dårligere og dårligere) mange der gerne vil provokere og opsamle en smule eller en del opmærksomhed.

Lørdag formiddag på vej ned at Passeig de Gracia (en af de store indkøbsgader med butikker af den dyre slags) mødte vi en af slagsen... en ældre herre... iført sko og sokker og underbukser... og et hav af tatoveringer... samt et stort halssmykke... så lidt påklædt var han da... indtil vi kom nærmere og så at han rent faktisk kun var iført sko og sokker. Underbukserne var tatoverede på... og snablen dinglede med store tunge pircinger. 

Man når slet ikke at blive forarget... den stakkels mand. Folk grinte... og gloede og jeg har en fornemmelse af at han faktisk nød den opmærksomhed han fik... for da han nåede til enden af "blokken" af Gucci og Chanel butikker... vendte han om og gik langsomt tilbage igen...  Om han blev indfanget... kan jeg ikke sige noget om... vi kunne jo ikke kigge hele dagen ;-)

...Jeg havde brugt det meste af turen fra lufthavnen til city på at "formane" min kære søster om ikke at forbarme sig over de mange tiggere...  mange vil forsøge at snyde dig havde jeg sagt... for der er så mange mærkelige forsøg på at franarre folk penge. Og mange af de som virkelig har brug for det beder ikke om noget. Grunden til mine "formaninger" var mest på baggrund af deres (søster, svoger, nevøer) besøg i November hvor hun blev klemt op i en krog af to piger som ville tigge penge...  derfor ville jeg opfordre hende til ikke at stoppe eller give dem noget... for det er ren fusk.

...At jeg så selv skulle falde for det ældste trick i bogen var lidt af en overraskelse for mig selv. Fremme ved Metroen ved Placa Catalunya (hvor ret mange tiggere holder til) står vi ved billetmaskinen... jeg med pungen fremme for min søster har endnu ikke nået at tilegne sig mønter... en ung fyr kommer hen og siger "jeg mangler lige 65 eurocent til en metrobillet - kan du hjælpe"  inden jeg når at tænke har jeg stukket ham de 65 cent og købt en billet til min søster... fyren er allerede henne ved den næste maskine... og næste offer...  Så meget for "formaninger".

Normalt giver jeg aldrig noget til de som render rundt og tigger fordi jeg ved det er fusk...  men nu er jeg faldet i... jeg håber at han blev glad. Barcelona (Catalonien) har et udemærket program til de som har brug for hjælp... Og der er masser af hjælp at hente, men det er op til dem selv at tage imod... tager de ikke imod programmet som kan hjælpe dem i arbejde får de ingen penge.  ...derfor finder de så et dumt offer som mig.  Jeg må læse den "bog".

...til at skulle afhente min kære søster i Barcelona lufhavn lidt senere idag. Hun bliver dog kun til søndag, men hun kommer denne gang uden "mand" og børn. Helt fantastisk. Som jeg vist har skrevet før så tror jeg aldrig min søster og jeg har haft 3 dage sammen alene.  Det har altid kun været et par timer... Så denne weekend bliver helt speciel. Jeg har naturligvis taget fri fra jobbet i morgen.  ¡Por supuesto!

Da vi besøgte alle de "must-see-attractions" sidste gang hun var her med "mand" og børn bliver det nok ikke så turistet denne gang.  Jeg kan dog forestille mig at der bliver en del shopping... min søster ELSKER at shoppe... (jeg tror hun har fået det gen for os begge, for jeg hader at shoppe) - vi skal naturligsvis besøge en række restauranter og barer... sludre den halve nat... og...  Det bliver jo nok til at besøg på det berømte Xampagneria i C/ Reina Cristina

Min "halv-søster" + mand har valgt også at aflægge Barcelona besøg denne weekend... så vi skal jo nok mødes med dem til en lille drink.  

...I går aftes mødtes jeg med Rosa til en gang baskisk tapas og lidt cerveza...  - vi sidder og snakker om alt mellem himmel og jord på engelsk og på spansk... Rosa lærer nemlig engelsk. Jeg hjælper hende med engelsk og hun mig med spansk. Hun viser mig sin nye jakke som hun netop har købt på udsalg... hvorefter hun siger... at hun også samme sted lige har købt "a wedding-dress" - da Rosa for kort tid siden har fortalt mig om forholdet til hendes kæreste og at hun aldrig vil giftes... var min forundring stor og mit ansigt udtryk afslørede med garanti en del... hvorefter det pludselig gik op for hende at hun ikke have købt "a wedding-dress" men "a dress for a wedding" - Jeg grinte en del... men mindst lige så meget af mig selv for jeg ved hvor svært det er... og jeg tør slet ikke tænke på om jeg har lavet fatale fejl som ingen har fortalt mig om... hvilket jeg med garanti har...

F.eks husker jeg tydeligt dengang jeg for 2 år siden... (har jeg skrevet dette før?) jeg vandrede på tværs af Spanien langs Nordkysten... Mit spanske ordforråd strakte sig til ca. 20 ord... og jeg sad på en lille morgencafe og spiste min morgenmad... Jeg kunne ganske få ord på italiensk og jeg da jeg vidste (fordi jeg engang havde hørt) at spansk og italiensk ligner hinanden... så troede jeg at ordet smør var det samme som på italiensk... Altså "burro".  Så jeg kaldte på tjeneren og sagde "Burro por favor" og lavdede tegn med hænderne over min lidt tørre crossant at jeg gerne ville have smør... han gloede på mig og rullede med øjnene, drejede rundt på hælen og gik... Kort efter kom han tilbage med mit ønske... lagde smørret på bordet foran mig... løftede let op i hagen på mig... og sagde "Mantequilla"... da jeg ikke forstod hvad han sagde rynkede jeg panden og og trak på skuldrende... han greb smørret og holdt det op foran mig og sagde igen "Mantequilla"... "Mantequilla" indtil jeg gentog "Mantequilla"...  hvorpå han igen drejede rundt på hælen og sagde som et æsel... (Eeeiiiihhhheeiiiiihhhh....)

Jeg har aldrig siden glemt at æsel på spansk hedder "burro" og smør "Mantequilla"...  - det er fejlene man lærer af...  Så flere af dem tak.

"Nej, der er sgutte meget at skrive hjem om ;-)"

Sådan afslutter mokken dagens opdatering på sin blog...  Jamen så har jeg noget at skrive hjem om.

Jeg er splittet i disse dage... Hvad skal jeg? Hvad vil jeg... Hvad kan jeg... (jeg kan hvad jeg vil...) og hvorfor...? Jeg modtog i fredags en mail fra min nye gruppechef... i DK... (ja, jeg har jo stadig "bare" orlov - og jeg skal SNART tage en beslutning). De vil gerne kende til mine planer... (jamen det kan jeg da godt forstå) ...Tanker fiser rundt i hovedet på mig, men stjæler endnu ikke min nattesøvn.

Jeg kan lave lister... men lister laver man med hovedet... og mit hoved og mit hjerte taler 2 forskellige sprog... 

Barcelona:
Huslejer er dyre... (meget dyre) - har ikke råd til at bo alene
Bliver nødt til at dele lejlighed for at have råd til at leve.
Har ikke en fast job kontakt... ved ikke om den bliver forlænget
Lønninger er ufatteligt lave, forstår ikke hvordan det hænger sammen.
Jeg har få men gode venner
Jeg kæmper med at lære sproget
Barcelona siger mig en masse...  + her er hav og bjerge

Når man kigger på listen så ser det ud til at være ligetil... men... det er det slet ikke...  og jeg aner ikke hvad jeg vil lige nu... eller jo... jeg ved godt hvad jeg vil... jeg vil gerne blive her. Men jeg ved ikke om jeg er parat til at give et liv i sikkerhed op for uvisheden... jeg behøver jo en fast månedlig indtjening for at leve... der skal betales husleje...  ellers ender jeg som en af de mange som ofte stiger på metroen for at tigge penge... så jeg skal som dem lære frasen...  No tengo madre, no tengo padre, no tengo trabajo, no tengo papeles... tengo 6 hijos con cancer... tengo hambre... por favor ayudame... (jeg har ingen mor, jeg har ingen far, jeg har ikke arbejde, og jeg har ikke papirene (til at arbejde), jeg har 6 børn med kræft, jeg er sulten, vær venlig at hjælpe mig) og i samme åndedrag må jeg så sælge små pakker kleenex til en euro stykket...  -  OK der ender jeg nok ikke... men... jeg har en stor og svær beslutning der skal tages...

Vil jeg tilbage til DK og vide at jeg altid vil have en udlængsel... eller vil jeg blive her og leve et usikkert liv... hvor jeg ikke ved hvor længe arbejdet rækker...?  - Normalt får man her en fast kontrakt efter 3-4 måneder (når de lige har set en lidt an...) men der er flere her i min gruppe som har været her på en usikker kontrakt i 6-9 måneder... og firmaet vil stadig ikke love dem en fast kontrakt...  Dvs. min kontrakt kan fortsætte 6 måneder endnu... og hvad så...? der skal så findes et nyt job... hvilket ikke er let.  Man kan sagtens få et job ved telefonen som en  slags "customer service" eller telemarketing... men det gider jeg ikke...  jeg vil snakke med min spanske chef om muligheden for en kontrakt og prøve at presse lidt på... men lykkes det ikke...  hvad skal der så ske...?  Hvad gør en klog... ? fornuft og hjerte er ikke helt enige...  hvis der for pokker så bare var en halv appelsin et sted der kunne lette beslutningen...

Hvad vælger man... usikkerhed frem for sikkerhed...? "kærlighed" frem for fornuft...?

OK... Lørdagens "La sombra del viento"-Tour (Bogen: vindens skygge) som jeg havde set frem til var ikke meget værd. Tror mest af alt det skyldtes at der var alt alt for mange mennesker. Normalt går de i en eller 2 små grupper af max. 12 mennesker på hver... men pga af et radio-interview samme dag... så havde en masse mennesker fået lyst til at tage del i turen som tager os med rundt i byen som er beskrevet i bogen. Vi var delt op i 2 hold... 1 hold på catalansk...  og et andet hold på spansk. Vi var 34 på mit hold, hvilket gjorde at det var svært at høre hvad der blev fortalt... specielt når man som jeg i forvejen er nødt til at koncentrere sig mere for at forstå... og den normale støj fra gaden kan man jo desværre ikke undgå. Vi holdte en kort pause hvor vi kunne få en "betalt" kaffe, the, chokolade... Jeg gik der fra med en følelse af at jeg havde betalt 12 euro for en cafe con leche... (normal pris for en sådan... ca. 1-1,50 euro). Det blev heller ikke til billeder fra touren... det gik lidt for stærkt og ...for mange mennesker.  Derfor ingen billeder derfra... (sorry).

...jeg havde fået superkabel-TV i løbet af natten. Jeg sad og zappede lidt TV under morgenmaden og pludselig på en af de meget lokale Barcelona TV-stationer, toner i bedste Ole Michelsen stil en dansker frem og taler om film... på dansk...  jeg fangede godt nok kun de sidste 3-4 minutter af showet... Jeg anede ikke at der var dansk sendetid.

En lille rettelse til indlægget om "halve appelsiner" det hedder ikke "tu naranja mitad" men "tu media naranja" - jeg talte med Mar igår om at jeg syntes det var en sjov måde at beskrive sin bedre halvdel på... Teksten "tu naranja mitad" var skrevet hen over TV-skærmen, men altså ikke på korrekt spansk... hvad kan man så bruge spansk TV til?? Hvis man ikke kan lære spansk ved at kigge med...? (nå det går nok). ;-)

Jeg har ikke været på frugtmarked idag og kigge efter appelsiner... har sovet længe... kom først iseng kl. 04...  *suk...* (lider derfor en smule idag).  - Nu kan det jo sikkert med garanti misforstås, hvis jeg skriver at jeg ikke var helt appelsinfri...  - det duer ikke at mixe danske og spanske talemåder - det skaber forvirring (haha). 

Om lidt mødes jeg med en veninde... vi har meldt os på en guided tour her i Barcelona...  men ikke en hvilken som helst tour..., da jeg rejste fra DK fik jeg i afskedgave af mine kolleger denne bog: "Vindens skygge" (af: Carlos Ruiz Zafón)  en skøn skøn bog (kan anbefales). Handlingen finder sted her i Barcelona... og dagens tour tager os med ud på eventyret som vi allerede kender fra bogen... Jeg tror bogen skal læses endnu engang efter idag... så har "man jo billederne" med... og apropos billeder... så har jeg i dag taget kameraet med, så jeg, hvis der dukker et par "kodak-moments" op, kan forevige øjeblikket... De kommer så på her i morgen.  Kan man tage et "kodak-moment" med et Panasonic kamera?? - Tror også touren bliver speciel for Rosa... Hun er jo født og opvokset her i byen og har netop afsluttet bogen.

Hasta mañana

..."7 minutos para encontrar tu naranja mitad"
I Danmark snakker man om at finde sin bedre halvdel... i USA "the better half" og i Spanien... "sin halve appelsin"...  Ikke at jeg har fundet min halve appelsin, men jeg faldt over sætningen i et kort nyhedprogram. 

Speed-dating er vist  vældigt populært her i Barcelona og måske endda i hele Spanien for tiden...(?) og man har til disse seancer "7 minutter til at finde sin halve appelsin" ...en sætning der sikkert giver lige så stor betydning som vores "at finde sin bedre halvdel".

Men når man nu er ved at lære sproget... at blive præsenteret for og blive familiær med dets finurligheder... så lyder det altså temmelig morsomt at man skal finde sin halve appelsin... måske det i virkeligheden er ret simpelt... frugt og grøntmarkeder flyder jo med appelsiner... både appelsiner og Appelsiner... men ingen halve så vidt jeg har set...  i morgen kan man høre mig på grøntmarkedet...  "Goddag jeg vil gerne bede om en halv appelsin - en rigtig god en... må jeg mærke lidt på den...?"

I øvigt så jeg i et andet program om dating, at det sidste nye består i at man reklamere for sig selv på mælkeflasker/kartoner... med billede, alder og en smule tekst... hvor vidt den del bare var en joke eller om det rent faktisk er tilfældet må jeg gå i uvidenhed om lidt endnu... for jeg aner det ikke... Nok heller ikke en fremgangsmåde jeg vil foretrække...

Annette i Barcelona - en eller andens halve appelsin (??)

...det er dælme ikke let at være lille mig. Det er ikke let at føre normale samtaler... og virke intelligent... Det er ikke let...  men hvem har sagt at det skal være det. Jeg savner ord... hvis man dog bare kunne lære spansk på en nat...  eller en uge...

Jeg tænker på spansk og jeg tænker på engelsk... Jeg taler på spansk og jeg taler på engelsk... Jeg drømmer på spansk og jeg drømmer på engelsk... Mit danske er gået lidt i "glemmebogen"  Mit eneste danske forgår stort set her på bloggen og så i den email kontakt jeg har med venner og familie... Så jeg bruger stort set kun det danske sprog på skrift...  Hvis jeg slår mig, brænder mig eller skærer mig i fingeren mens jeg snitter grøntsager... så bander jeg på spansk... (jeg kan nogle ret slemme nogle...) 

Men... midt i en samtale kan jeg så pludselig uden at være bevidst om det svare på dansk... folk kigger underligt på mig og de har intet forstået... Jeg mixer sprog.... jeg kan finde på at mixe spansk og engelsk...

Men nu har jeg da gjort lidt mere fremskridt med det spanske... nu kan jeg i det mindste høre hvor og hvornår jeg laver fejl...  - men selvfølgelig først når fejlen er lavet... nogle gange retter jeg mig selv... andre gange gider jeg ikke...

Annette i Barcelona - en sprogspasser

...For ca. 14 dage siden havde jeg et lille middagsselskab i min ydmyge lejlighed...  jeg havde som en del af desserten indkøbt virkelig lækker chokolade... (i min verden over 70% kakao) - men da vi jo aldrig nåede til desseret fordi tiden fløj pga af snak og det pludselig blev ret sent... så fik vi aldrig chokoladen. Den ligger stadig hjemme i køkkenet... 

Jeg tror ALDRIG at det er sket før i mit hjem at jeg har haft den samme chokolade liggende i 14 dage.  Aldrig... !!  Hvordan kan det gå til... jeg er et af disse chokolade glade mennesker som næsten kan spise chokolade ALTID... Jeg er choko'holiker... og nu har denne chokolade altså ligget der i 14 dage...  Jeg er på ingen måde gået på chokolade afvænning... 

Mon den er blevet dårlig?? 

Det var ikke fordi jeg lige fandt den tilfældigt igår... den har ligget fremme så jeg kunne se den hverdag... men jeg har ikke åbnet den...!!??  14 dage...! Aldrig sket før...!  ...mon det kan ske igen...?

...For at være helt præcis så var det de 5 minutter mellem kl. 19:55 og 20:00 i går aftes... (eller her hører det jo stadig med til "eftermiddagen" - det bliver først aften kl. 20:00).

Lyset blev slukket mange steder i byen. Sagrada Família, Casa Pedrera, Torre Agabar... og mange mange andre steder...  Men kun 7 ud af 100 private husstande valgte at slukke lyset...  eller huskede at slukke lyset... Selv var jeg blandt de 93 ud af 100 som glemte det. PINLIGT...!! eén ting at huske... og så glemmer jeg det.

Men hvordan kan man glemme det når nyhederne, aviserne og snakken går om det på jobbet...  well... det glæder mig at folk faktisk tog del i det...  og jeg husker normalt selv at slukke lyset i de rum jeg ikke befinder mig... men jeg må indrømme at det er normalt ikke miljøet jeg tænker på når jeg slukker lyset... men el-regningen... fremover vil jeg istedet sende miljøet en tanke... og måske korte mit varme kogende brusebad ned til mindre tid for jeg elsker at ligne en kogt krebs når jeg stiger ud af badet... :-)  men måske i virkeligheden både miljøet og mit blodomløb vil elske et koldt bad... ;-)

Ha en god dag... og husk at spare på strømmen. For miljøets skyld!

...Spurgte min Finske (men svensktalene) kollega Camilla, mig hertil morgen.  Så for at mætte hende og andre der måtte vente på nyt, så vil jeg da opdatere nu.

Kender i de der dage hvor man ikke rigtigt kan komme i kontakt med sig selv. Man føler at man ikke helt er sig selv, at man på en eller anden måde pludselig har fået en "tvilling" fordi man sidder der og betragter sig selv udefra...  Sådan har jeg det lidt idag... eller i hvertfald lige nu. Jeg kan ikke rigtigt "mærke" mig selv... jeg føler lidt at jeg glemte mig selv derhjemme... og alligevel sidder jeg lige der "ved siden af mig selv" og kigger på...(lyder sikkert som en omgang vrøvl).

Jeg ved ikke om det er fordi jeg endnu ikke har fået min kaffe? Og den får jeg nok heller ikke idag. Jeg har nemlig besluttet mig for at tage en kaffe-pause - altså ikke en pause hvor jeg drikker kaffe... men en pause fra kaffen. Dels er jeg ikke længere så vild med kaffe som vi danskere kender den...(?? - hvordan det er sket ved jeg ikke) og jeg er kørt træt i min ellers højt højt værdsatte café con leche... den smager mig ikke lige nu.  De sidste 2 uger har det bare ikke smagt mig... (måske hænger det sammen med de der wanna-be's....??) Anyway... når jeg lige har fundet mig selv... eller min krop igen er blevet koblet sammen med min sjæl... så skriver jeg lidt mere...